Jeg var ikke mere end 3 år gammel, da jeg første gang fyrede den af som sanger til Melodi Grandprix vinderen ”Video video” stående i sofaen i mit barndomshjem for derefter midt i sangen bogstavelig talt at falde i søvn. Tendensen og lysten til at performe har altid været til stede, og da jeg omkring 7 års alderen lånte en af min fars aflagte guitarer – en Höefner guitar magen til den Knud Møller i øvrigt spiller på ”Kamma FN92” og som afslutter ballet på ”Dem Som Vi Er” – lærte jeg som det første at spille Creedence nummeret ”Down On The Corner”. Det, der imidlertid startede som lysten til at performe, blev hurtigt til trangen til at fortælle. Og sammen med en gammel skolekammerat, Eje, lavede jeg min første sang ”Heaven or Hell” på denne Höefner guitar. Problemet med en sådan el-guitar er dog, at den ikke siger så frygteligt meget uden strøm, og forstærker havde vi ingen af. Så meget opfindsomt fandt vi ud af, at Ejes forældres stereoanlæg havde en separat forstærker, og at vi bare kunne plugge et pat ”jack-stik” deri, hvilket selvfølgelig resulterede i, at både forstærker og højtalere brændte sammen.

Efter den ballade skrev jeg min første officielle sangtekst – på dansk. Det var i anledning af mine mostres henholdsvis 25 og 30 års fødselsdage og var i samarbejde med en anden kammerat, Carsten. Det vil sige, jeg skrev, og Carsten tegnede nogle blomster og forskellige ansigter – meget dekorativt om ikke andet. Sangen, vi kaldte ”De to fra Findus holder fest”, var baseret på melodien ”kridte vit bom bom”, og Findus var en fiskefabrik i Frederikshavn, hvor mine mostre på daværende tidspunkt arbejdede. Ideen med sangen fejlede ingenting, problemet var blot, at stort set ingen af versefødderne passede på melodien, hvilket egentlig ikke er så meget anderledes end de festsange, man synger til nutidens konfirmationer og lignende. Godt, man ikke selv var gammel nok til at deltage i festen.

Herefter gik der en smule Georg Georgløs i den, da jeg af en eller anden uforklarlig årsag havde en idé om at bygge den gamle Höefner guitar om. Sikkert en idé, jeg havde fået i sløjd, eller blot fordi den ikke lignede de guitarer, idolerne fra AC/DC og Iron Maiden havde. Resultatet blev imidlertid, at stumperne blev spredt fra alle vinde. Min far var grædefærdig. Den guitar, som han i sin tid med langt hår og læderjakke havde stået på scenen og ført sig frem med, var nu maltrakteret og måtte nødvendigvis kasseres. Det er ikke mit stolteste øjeblik, og jeg ville virkelig gerne selv have haft den guitar i samlingen i dag.

Jeg begyndte de obligatoriske musiktimer i folkeskolen, og så var det, at ukulelen kom ind i billedet. Det har aldrig været det mest macho-agtige instrument i verden, og der gik da heller ikke længe, inden jeg lånte en akustisk guitar af en klassekammerat, der havde flere af slagsen og oven i købet kunne spille. Godt nok havde jeg mine betænkeligheder, blandt andet på grund af det påsyede rygmærke med Shu-bi-dua, han bar på sin cowboyjakke, hvilket havde tendens til at skræmme pigerne væk på daværende tidspunkt. Men en guitar er en guitar. Det var disse par år inden min konfirmation, hvor jeg for alvor begyndte at skrive selv. Egentlig var årsagen, hvis jeg skal være ærlig, at jeg hurtigt fandt ud af, at jeg på ingen måde kunne imitere eller tilnærmelsesvis lød som mine idoler. Ved at skrive min egen musik var der i hvert fald ikke nogen, der kunne påstå, at det lød forkert. Jeg husker, at min fætter Torben, der på daværende tidspunkt var forsanger i et frederikshavner band ved navn ”Freak Factory”, sagde til mig, at hvis du vil score damer, skal du enten være sanger eller guitarist. Jeg lavede derfor en helgardering og forsøgte mig som begge.

Min konfirmation blev en enorm milepæl for mig og min musik. Det var nemlig i konfirmationsgave, jeg fik min første guitar. Min egen. En hvid el-guitar af mærket ”Rock-it” og en dertilhørende Pevey forstærker, der med tiden er blevet temmelig nikotin-gul. Jeg tænker, at mine forældre mange gange i de år, der fulgte efter, fortrød dette inderligt.

På det tidspunkt ville skæbnen, at byens eneste ungdomsskole band, bestående af 10. klasses elever – jeg selv gik i syvende – stod og manglede en forsanger, og jeg sprang til. Kort tid efter fik jeg ligeledes lov til at spille guitar i bandet ”Footlong” opkaldt efter et citat fra filmen ”Dum Dummere”. Jeg begyndte også på kommunens musikskole til en hulens masse penge, som mine forældre betalte efter en tilstrækkelig mængde plagen. Jeg var nok ikke den typiske guitarelev i og med, at jeg ikke var synderlig interesseret i diverse riff af datidens kunstnere, men var mere interesseret i hjælp til at færdiggøre egne kompositioner, lære nye akkorder og blot ”jamme” over disse sammen med min lærer Jens. Der gik da heller ikke længe, før vi i bandet begyndte at spille nogle af mine egne kompositioner.